Hvis du ikke allerede er medlem af vores Facebook-grupper, så skynd dig at blive det. Det er her vi fra Kræwkontoret kommunikerer nye tiltag, ændringer, vigtige datoer samt andre vigtige informationer til dig som frivillig på et af vores arrangementer.
Vores generelle gruppe er: Kræwet - Muskelsvindfonden
Her kommunikerer vi generelt information ud på tværs af frivilligheden, datoer for åbning af arrangementer og Eftersluk (som er vores store afslutningsfest efter sommeren) osv.
På vores Grøn-gruppe - Grøn Kræwere
Og vil du gerne læse en masse specifikt om Grøn og finde alt din praktiske info, så er turbøgerne et godt sted at starte. Vi har to forskellige turbøger som er forskellige alt efter hvor mange dage du skal med:
Turbog til helsturs- og halvtursfrivillige
Har du brug for at tale med en af os på Kræwkontoret, så kontakt os på vores Kræwmail: frivillig@kræwet.dk
Hvis du er tilmeldt mere end én dag på Grøn, vil du blive transporteret i bus fra by til by. Vi sørger for at der er busser nok til alle Kræwere og du kommer til at køre sammen med det hold du også arbejder med i løbet af koncertdagene.
På Grøn overnatter vi på skoler nær de forskellige koncertbyer. Du overnatter i lokale med dit hold og du skal selv medbringe luftmadras, dyne og hvad du ellers skal bruge af sovegrej.
Muskelsvindfondens forsikring dækker, hvis du får en skade når du er på vagt. Alt udover skal din egen ulykkesforsikring eller tyveriforsikring dække.
Hvis du er frivillig på et af vores arrangementer, vil vi selvfølgelig gerne give dig særlig adgang til vores billetter.
Billetterne er ikke en betaling for at være frivillig, da du i forvejen er i fuld sving på arrangementerne mens du er der - de skal ses som en ekstra anerkendelse for dit hårde arbejde, så du har mulighed for at give dem til venner eller familie i mens du selv arbejder som frivillig.
Bare rolig, selvom der skulle være udsolgt, er der stadig mulighed for at få sine billetter. Vi reserverer nemlig altid billetter til dig og dine medkræwere.
DET FÅR DU:
Hvis du er aktiv frivillig i Muskelsvindfonden (4 dages arbejde eller mere), så får du:
Fire rabatbilletter til GRØN med 50% rabat på billetprisen.
Fire rabatbilletter til CIRKUS SUMMARUM med 50 Kr. i rabat pr. billet.
Hvis du er aktiv frivillig på Grøn, får du derudover også to fribilletter til Grøn.
Billetterne udsendes i løbet af foråret hver år. Og derefter vil vi udsende til nyligt tilmeldte ca én gang månedligt frem til arrangement.
Hvis du modtager dagpenge eller efterløn, må du som udgangspunkt, yde frivilligt arbejde fire timer ugentligt. Dette er reglerne hvis arbejdet har karakter af lønarbejde. Som udgangspunkt er events og arrangementer ikke lønarbejde, og derfor gælder nedenstående regler. Men det er altid en god ide at tjekke med din a-kasse hvis du er i tvivl, da vi ved der kan være forskellige tolkninger i forskellige a-kasser.
Hvis du modtager kontanthjælp, er der som udgangspunkt ingen begrænsning på, hvor meget frivilligt arbejde, du må yde. Det eneste krav er, at din frivillige indsats ikke må påvirke din rådighedspligt.
Vi ønsker at alle frivillige kan føle sig helt trygge. Derfor er det et krav for at være frivillig i Muskelsvindfonden, at man kan fremvise ren straffe- og børneattest. Derfor er det vigtigt at du giver samtykke til at vi må indhente dine attester. Dette gør du når du har modtaget besked herom i din e-boks.
Frivillighedsbevis er et bevis der viser hvor mange timer du har lagt i indeværende år på vores arrangementer. Du kan frit printe det og evt. vedlægge det dit cv når du søger job eller uddannelse.
Du kan selv gå ind og afmelde dig et arrangement. Det gør du under "tilmeldinger" i sidebarren til højre. Når du har afmeldt får du en mail fra os, hvor vi bekræfter, at du er frameldt arrangementet.
Hvis du bliver forhindret på dagen, i at møde op til din vagt, er det vigtigt at du ringer til os på 22 65 24 11.
Ja, hvis alle pladser er besat, kommer man på en venteliste. Når du kommer ind på tilmeldingssiden, vil det fremgå hvis der er venteliste på arrangementet. Når du har gennemført din tilmelding til ventelisten, vil du få en mail der bekræfter at du er kommet på venteliste.
Vi sørger for, at der er fuld forplejning til alle frivillige på arrangementet. Du kommer med andre ord ikke til at arbejde på tom mave, og du kan selvfølgelig altid tage dig en flaske vand, kop kaffe osv. når du har brug for det!
Øverst i højre hjørne under din profil, kan du redigere oplysninger om dig selv, heriblandt dine kosthensyn. Her kan du fx krydse af, om du er veganer, vegetar eller vegetar. Hvis ikke dit kosthensyn fremgår af listen, skal du kontakte os, så vi kan løse det på anden vis.
Når du skal spise dine måltider, skal du henvende dig til de frivillige i køkkenet og så vil de hjælpe dig med at finde det mad der hører til dit kosthensyn.
Det vigtigste er dog, at kosthensynet er opgivet på din profil, så køkkenet har mulighed for at forberede sig.
Der er enkelte kosthensyn, som vi ikke kan garantere kost til, da det er et storkøkken, og det kan være vanskeligt hvis der er madvarer som slet ikke må komme i kontakt med andre madvarer. Men vi sørger altid for, at der er vegetariske, veganske, laktosefri, glutenfri og andre allergivenlige muligheder i buffeten.
På Grøn er det tilladt at drikke en øl eller to hvis man har lyst. Vi synes det er hyggeligt at kunne skåle med gæsterne - og med hinanden - men vi forventer at du kan udføre din opgave og at du ikke er synligt beruset når du er på arbejde.
Husk at det også er HELT OKAY hvis du ikke ønsker at drikke alkohol. Så er der masser af vand, sodavand og alkoholfrie øl.
Som Kræwer får du udleveret Kræw-T-shirts du skal arbejde i. Hvis du deltager én dag får du én t-shirt. Hvis du deltager på en halvdel eller på hele turen får du 4 t-shirts. Er du med på hele turen får du også udleveret en Kræw-sweatshirt.
Vi håber du vil beholde dine T-shirts, så du kan medbringe dem igen året efter. Vi vil nemlig gerne gøre en indsats for at passe så godt på miljøet som muligt. Derfor håber vi at du vil tage dine gamle Kræw-tshirts med. Du kan nemlig få det nye aktuelle logo trykt på dine t-shirts, så du har et minde for hvert år du er afsted.
Du kan læse mere om Gentryk i vores online turbog her: Turbog til helsturs- og halvtursfrivillige
Ja, vi dækker alle dine omkostninger i forbindelse med at du er frivillig hos os. Du kan vælge én af følgende måder at transportere dig på, og derefter opretter du blot en rejserefusion på Kræwet.dk. Husk dog altid at skriv i feltet "bemærkninger", hvem du har kørt sammen med, eller om der på anden vis er noget der er vigtigt for os at vide, for at revisoren godkender udgiften. Så glider hele arbejdet nemmere, og så ender du ikke med en afvist refusion, pga. manglende oplysninger.
Der er forskellige muligheder for at få sin transport betalt:
Du kan tage offentlig transport. Hvis du tager offentlig transport, dækker vi kun rigtige kvitteringer, da vi skal bruge dem for at revisionen godkender udgiften. Dvs. at vi ikke godkender din refusion, hvis du eksempelvis sceenshotter en tilfældig rejsekort afgang. Dette er IKKE en kvittering. Til togture er du velkommen til at bestille en pladsbillet. Selve billetten og pladsbilletten opretter du som én samlet refusion, selvfølgelig stadig med kvittering.
Hvis du kører I egen bil til et af vores arrangementer, dækker vi, hvis I er 2 frivillige eller flere i bilen. Vi anbefaler selvfølgelig at I fylder bilen op, hvis muligt. Vi godkender kun, hvis vi ved, hvem der er i bilen og hvis der står både hvad start- og slutdestinationen er. Så det skal du skrive, når du søger refusion. Vi dækker laveste takst.
Kører du alene i din egen bil, dækker vi det beløb der svarer til den billigste offentlig transportløsning (oftest hvad der vil svare til billet til tog eller bus). Det er dit ansvar, at finde den billigste transportløsning, finde dokumentation ved at tage en screenshot af afgangen (uden at købe den selvfølgelig) og ansøge om dette beløb.
Har du fx ti-turskort, rejsekort, eller anden rabat der gør din rejse billigere, så er vi naturligvis bare glade for det, da der så ender flere kroner på bundlinjen til Muskelsvindfondens gode formål. Af samme årsag elsker vi naturligvis når der er tre, fire eller endda fem personer i en bil der kører sammen.
Er du i tvivl om hvordan du opretter refusionen, så tag endelig fat i os.