LAGERWEEKENDER – Knofedt, kram og kæmpe hygge!
Vil du være en del af fællesskabet bag Muskelsvindfondens store arrangementer?
På vores lager i Hedensted sørger vi for, at alt det praktiske spiller – fra pakning og vedligehold til byggeprojekter. Uanset erfaring har vi plads til dig!
Hvad laver vi på Lageret?
Lageret er knudepunktet for alt det materiel, der får Grøn og Cirkus Summarum til at spille.
Her bygger vi op, pakker ned, reparerer, maler, handler ind og klargør udstyr. Har du en idé til, hvordan vi kan gøre det hele endnu vildere? Elsker du at få ting til at fungere? Eller er du bare nysgerrig og klar på at gribe en skruetrækker? Så hop med! På lageret er der altid gang i den – og altid plads til flere, der vil gøre en forskel – også når vi ikke er på græs.
Selvom nogle opgaver kan lyde tekniske, kræver det ingen særlige forudsætninger – vi lærer dig det hele undervejs, og du får masser af hjælp fra de andre. Det vigtigste er, at du har lyst til at være med!
Vi sørger for en god indkvartering og forplejning
Lageret ligger i Hedensted, og når du er med på en lagerweekend, sover du i vores sovesale med plads til 4-6 personer. Vi sørger for dyner, puder, sengetøj og håndklæder, så du skal kun tage dit arbejdstøj og toiletsager med.
Vi sørger selvfølgelig også for fuld forplejning hele weekenden – og tro os, du kommer ikke til at gå sulten hjem! Lige så meget som vi elsker at knokle, elsker vi også fællesskab, god mad og liv og glade dage – så aftenerne plejer at være både festlige og fyldt med gode grin!
Har du nogle særlige ønsker/behov i forhold til maden, så skriv det gerne til Mie, så sørger vi for at der bliver taget hensyn til det.
Elsker du mad? Bliv kok for en weekend!
Har du lyst til at lave mad til holdet? Vi skal bruge frivillige til at lave aftensmad fredag, morgenmad, frokost og aftensmad lørdag samt morgenmad søndag. Vi hjælper gerne med idéer og finder en makker til dig, så du aldrig står alene i køkkenet.
Vi betaler din Transport:
Vi dækker den billigste offentlige transport, og hvis I kører minimum 2 i en bil, dækker vi også bro og kørsel. Vi opretter en Messenger-tråd for hver weekend, hvor vi opfordrer til samkørsel.
Tilmelding
Når du tilmelder dig, kommer du på en venteliste. Vi gør vores bedste for at få bemandet weekenderne og giver en endelig besked senest 30 dage før, så du ved, om du er med. Ventelisten er sat på fra starten fordi vi rigtig gerne vil give alle muligheden for at deltage. Når der er kommet en masse tilmeldinger ind, så fordeler vi alle, så vi kan byde så mange som muligt velkommen til lagerweekenderne.
Kom og vær med!
Er du klar til en fed weekend med et fantastisk hold? Vi glæder os til at byde både nye og gamle velkommen – og vi lover dig en oplevelse, du ikke vil gå glip af!
📞 Har du spørgsmål? Kontakt Mie på 22 65 24 81 eller skriv til mivo@muskelsvindfonden.dk
Vi glæder os til at skabe masser af gode oplevelser - også udenfor græsset!